De indledende trin

Fristen for tilmelding til bacheloropgaven var d. 23. oktober. En fredag. Ugen op til var presset, rent tidsmæssigt, så jeg ringede og fik tilladelse til at aflevere søndag d.25. oktober i postkassen. Kontoret skulle bare have papirerne senest mandag morgen, når de mødte ind. Den weekend havde jeg besøg af mine forældre, som på den måde fik set seminariet udefra.

Jeg ville først skrive om noget sociologisk, hvilket jo er det tema i samfundsfaget, der interesserer mig mest. Jeg tænkte på pigebander. Jeg tænkte på forskel mellem provins og storby. Men hvordan fik jeg lærervinklen på?

Om aftenen d. 23. oktober talte jeg i telefon med min søster om Bornholms Regionskommunes skolestruktur. Hun har børn i præ- og teenagealderen. Den yngste går på en lille skole, hvor der kun er indskoling og mellemtrin. Overbygningen skal man tage på en anden skole. Sådan er vilkårene udenfor Rønne. Hun fortalte, forklarede og læssede af. Og så slog det mig:

Hvor har hun de oplysninger fra?

Medierne, selvfølgelig. Medierne på Bornholm er meget aktive, forstået sådan at de selvfølgelig informerer, men nogle gange kan man godt fornemme holdningen hos journalisterne. Og det farver jo debatten.

Det gav mig idéen om at skrive om mediers rolle i det moderne samfund. Så den foreløbige problemformulering lyder:

Hvad er mediernes rolle i det moderne samfund?

Arbejdsspørgsmålene kunne være:

kan vi være sikre på at sandhedsværdien holder?

kan vi være sikre på at oplysning ikke bliver til faktion og ligefrem underholdning?

hvordan sikrer vi os at vi kan stole på nyhederne?

hvordan kan vi skelne mellem faktion og virkelighed – når dokumentar bliver til underholdning?

Jeg forbeholder mig ret til at blive klogere. ;-)


Published in: on november 19, 2009 at 11:41 am  Skriv en kommentar  

Præsentation

Jeg er i gang med de indledende øvelser til bacheloropgaven. Den skal afleveres engang i marts 2010, den foreløbige problemformulering skal godkendes i februar, mener jeg. De eksakte datoer kommer senere – og så retter jeg i indlægget her.

Bloggen skal bruges som logbogsværktøj. De gange jeg har været i arbejde som lærer eller i praktik har jeg brugt logbogen som evalueringsværktøj og jeg har været meget glad for optegnelserne. Jeg fungerer godt med at skrive blog i privatlivet og derfor vil jeg nu prøve at bruge blog som logbog over skriveprocessen med bacheloropgaven.

Det betyder at bloggen kommer til at omhandle frustrationer, begejstringer, dispositioner, tanker, lister, punkter, litteraturlæsning og en masse andet.

Det kan sagtens være at der kommer tanker omkring andre opgaver, der skal skrives ved siden af, men jeg vil bestræbe mig på at lægge dem i en kategori for sig, så den egentlige blog ikke forurenes alt for meget.

Mine vejledere vil blive oplyst om bloggen her, så de kan følge med på sidelinjen, hvis de har tid og lyst. Det kunne være en måde at blive vejledt på udover møder, hvis de mener at det er en god idé. Jeg vil i hvert fald informere dem om bloggen. Min faglige vejleder hedder i øvrigt Oluf og min pædagogiske vejleder hedder Dorrit.

Velkommen til.

Published in: on november 19, 2009 at 11:29 am  Skriv en kommentar  
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.